Det glimrende ugebrev MandagMorgen skrev en artikel, hvor de bl.a. satte fokus på et problem jeg oplever lige nu; nemlig at forandringen ikke forankres i virksomheden efter et stykke tid. Ugebrevet skrev om Lean og beskrev, hvordan mange Lean projekter ikke giver de produktivitetsforbedringer over tid, som man havde regnet med. De fleste pilotprojekter går som regel helt fantastisk og effekten er mærkbar. Så rulles Lean trinvist ud i resten af organisationen og der er stadig gode resultater. Så sker der ofte det at effekten ebber ud. Hvorfor?
Jeg tror, der er to grunde til, at effekten svinder så synligt over tid. For det første prioriteres forankringsprocessen alt for lavt. Forankring er det arbejde, der ligger efter selve implementeringen af projektet. I denne fase arbejdes der med at få de nye arbejdsvaner, kompetencer og relationer gjort ’ubevidst kompetente’ – dvs. at arbejdet er baseret på gode vaner. At arbejde på en ny måde, som er hele grundtanken i Lean, med nye relationer og med nye værktøjer kan virke besværligt og utrygt. Det er menneskeligt at gå tilbage til gamle vaner efter et stykke tid, medmindre man arbejder bevidst på at ændre dem.
For det andet undervurderer man den kulturændring Lean kræver. I undersøgelsen i MandagMorgen svarede 49%, at den største barrierer for Lean-implementering var kulturforandringen. Det er en stor del af forankringsprocessen, og som bliver overset i alt for høj grad. Den proces startes under projektimplementeringen men skal i høj grad følges op i forankringsfasen. Det er min erfaring at det ofte overses af ledelse, idet fokus flyttes til det næste projekt.
Jeg arbejder lige nu på et projekt, hvor vi er blevet bedt om at spare 10% på det samlede budget. Langt de fleste midler blev taget fra forankringsdelen. Jeg kan godt forstå, hvorfor det er let for ledelsen at tage pengene netop der; det er initiativer, der ligger i fremtiden og de har ikke direkte effekt på projektets implementering på den korte bane. Alligevel tror jeg på, at hvis man laver en ROI analyse, vil man se at netop de penge er vigtige for projektets holdbarhed.
Jeg kunne godt tænke mig at høre om jeres erfaring med forankringsfasen. Synes I at der bliver ofret den energi/ressourcer/penge som der kræves? Er den fase overhovedet så vigtig som jeg synes? Hvilke tiltag har virket for jer i den fase og hvad har ikke? Inspiration søges!!!!