okt

Nye udfordringer

I går meddelte Danfoss, at de vil nedlægge 190 stillinger, B&O at de vil nedlægge 300 stillinger og Colliers Hans Vestergaard skal fyre 31 medarbejdere. Og det var bare i går. DI spår, at der vil være 30.000 flere ledige til næste år. De, som var i tvivl, om krisen kun ville være en bankkrise, kan nu med vished konstatere, at den ‘rigtige’ økonomi også bliver (er) ramt.

Forandringer kommer uanset konjunkturerne, men jeg tror, at den type, vi kommer til at opleve de næste par år bliver af den ‘negative’ slags; fyringer, sparerunder, effektiviseringer og drastisk beskårede budgetter for alle typer af projekter.

Det er faktisk gode nyheder for forandringsledelse. For netop i disse tider gør måden, hvorpå man håndterer disse svære situationer en enorm forskel på projektet, medarbejdertilfredsheden og den samlede produktivitet. Samtidig er det også nu, at det bliver virkeligt klart, hvorfor forandringsledelse er så forskelligt fra projektledelse. Modsat projektledelse, så ændrer forandringsledelsens karakter sig med konteksten, og håndteringen af medarbejderne, organisationen og systemet skal tilpasses.

Jeg kan godt frygte, at budgetterne for forandringsledelse bliver beskåret - og i mange tilfælde helt fjernet - i disse tider, hvor finansdirektøren vil se mest mulig bundresultat for hans penge. Opgaven bliver mere end nogen sinde, at forklarer at forandringsledelse er vigtigere nu OG at det faktisk er en god investering - også når pengene er knappe.

Jeg tror derfor, at vores (forandringsagenters) primære udfordringer de næste to år består af at 1) tilpasse håndteringen af forandringerne til den negative kontekst som mange virksomheder og medarbejdere føler de er i og 2) at synliggøre i endnu større grad den finansielle værdi af vores tiltag - skabe en god business case med ROI analyse.

Indlæg

Kommentarer

  1. Raini Urbschat d. 23. oktober 2008 kl. 23:05

    Jeg er nu ikke helt enig med dig i, at budgetterne for forandringsledelse vil blive beskåret den kommende tid. Når krisen kradser, så skal der jo gang i hakke maskinen, så organisationerne igen kan blive slanke.
    Hakke maskinen kan jo bestå af en god gammeldags BPR og en hidsig burning platform og så er der jo ingen grænser for, hvad man for lov til at bruge af ressourcer på forandringer, når blot det giver optimeringseffekt i indeværende eller kommende budgetår:o)

    Om vi forandringsagenter så reelt lykkedes med at skabe vedvarende forandringer i organisationen - det må jo komme an på en prøve. Jeg ved godt, at litteraturen altid foreskriver, at mennesker skal have tid til forandringer, men det sker jo hverdag, at mennesker bliver ramt af en episode i deres liv, hvorefter de ændrer vaner fra dag til dag. Måske vi skulle dyrke sådanne situationer noget mere…..:o)

  2. Morten Kamp Andersen d. 31. oktober 2008 kl. 15:52

    God pointe Raini. Jeg er helt enig med dig i, at virksomheder vil bruge en masse energi og afsætte en del ressourcer til at skabe forandringer – specielt forandringer, der kan optimere processer og generelt bruge aktiverne mere optimalt. Og der vil komme mange af de tiltag, som helst skal være færdig i går.
    Når jeg skriver, at virksomheder vil bruge færre penge på forandringsledelse, så tænker jeg på de tiltage sådanne projekter måtte kræve udover selve implementeringen – specielt omkring medarbejderhåndtering. Der er en brændende platform ja, men ressourcerne til den rette kommunikation, motivation, håndtering af usikkerhed og utryghed hos medarbejderne, træning og udvikling etc vil der derimod blive skåret ned på. Det er min vurdering, at der vil komme flere forandringer, men ressourcerne til håndtering af medarbejderne igennem forandringerne vil blive beskåret.

  3. Raini Urbschat d. 05. november 2008 kl. 18:56

    Hej Morten, I bund og grund er jeg enig med dig. Jeg kunne dog godt tænke mig at appellere til forandringsledernes evner til at hive penge og ressourcer ind til den del af projekterne, hvis de skal give de synergier, som er identificeret og solgt ind til ledelsen.

    Jegved godt det er svært, men det bør i virkeligheden være vores pligt,

    bedste hilsner fra Raini

 

Skriv en kommentar