Der er lavet mange modeller for, hvordan forandringer udbreder sig i organisationer. Modellerne kan handle om, hvilke faser forandringen skal igennem, hvilke personlighedstyper der kommer med hvornår, osv. Der er jo ikke noget i vejen med disse modeller og de sniger sig også ind på disse dyrebare sider, men helt ærligt de siger jo bare i bund og grund det samme.
Så hvorfor ikke finde en metafor vi alle forstår og vi kan formidle til alle som er involveret, uden at de skal have en kandidatgrad eller en fremmedordbog i hånden. Var der nogen der sagde, at en stor del af forandringsledelse er at kommunikere klart?
Jeg har et forslag, måske har du et bedre eller kan arbejde videre med den:
Forandringsledelse er som at lave popcorn.
Når du putter posen i mikrobølgeovnen er der nogle majskorn som popper med det samme. Det er dem som er meget indstillede på forandring og/eller straks oplever mening i forandringen og/eller ikke taber noget ved at gå med.
Når de første majs er poppede, begynder den store masse at følge efter og vi begynder os at nærme os det kritiske tidspunkt, hvor posen skal ud. Skal vi lade majsene poppe færdigt med risiko for at de første bliver brændt eller opgiver vi nogle få velvidende, at de ender i bunden af skålen, når de andre har forladt gildet?
Dette er også et kritisk punkt i forandringsledelse. Hvormange ressourcer skal vi kaste efter de sidste genstridige “majskorn”? Kaster vi for mange ressourcer og opmærksomhed efter dem risikerer vi, at det hele går i stå eller frontløberne brænder ud. Kaster vi for få ressourcer efter dem inden vi giver op, opleves vi som kyniske, og de øvrige deltagere i forandringen mister tilliden … nogle af de seje “majskorn” kan være deres venner.
Hvad gør du når du laver popkorn?