For nogle uger siden hørte jeg Ejnar Bryld, erhvervspsykolog filosofere over, hvorfor de fleste modeller for forandringer ligner modeller for almene kriseforløb. Et kriseforløb består af faserne:
Chok: Afvisning af realiteter, følelser holdes nede, enkel tankegang, proportionsforvrængning
Reaktion: Følelser slippes fri, begyndende bearbejdning af informationer
Bearbejdning: Optaget af nuet, begynder at forholde sig realistisk til muligheder nu og i fremtiden
Nyorientering: Fortiden lægges fra sig, det skete er blevet integreret, personen har i bedste fald opdaget nye sider af livet.
Er det også sådan du opfatter forløbet af forandringer, eller behøver det ikke være så slemt?
Ejnar foreslog, at vi som forandringsledere skulle have en meget højere ambition end bare at imødegå den krise, som mange teorier beskriver som uundgåelig. Han formulerer den høje ambition, som en togtur med forandringsledelsen/ledelsen i lokomotivet. Ledelsens skal kører medarbejderne komfortabelt til den nye destination, hvor de stiger ud glade og tilfredse.
Det er en meget høj ambition. Er den realistisk? Hvordan kan vi nå ambitionen? Hvilken forskel vil denne ambition gøre på de tiltag, som tages for at gennemføre forandringer?
Loading ...
Som udgangspunkt er det meste jo muligt :-)
Jeg er nu ikke enig i at Chok-Reaktion-Bearbejdning-Nyorientering er så dominerende. Det er for mig bare facetter. Fx. Kotter foreslår at identificere en “brændende platform”, skabe en vision etc. - alt sammen noget der skal nedbringe Chok-Reaktion.
For mig er det mere pudsigt at mange modeller tager udgangspunkt i at der vil være en konflikt forbundet med forandringen :-)
Tak for reponsen, Thomas.
Jeg fornemmer at du og Ejnar (og jeg for den sags skyld) er på bølgelængde. Hvorfor er der så meget fokus på krise og konflikt i forbindelse med forandring? Hvorfor kan vi ikke tilrettelægge forandringer, så de ikke opstår?
Efter min mening og erfaring kan vi godt komme tæt på Ejnars ambition. Jeg har arbejdet med agile/adræt software udvikling gennem mange år, og der sker forandringerne i korte iterationer med tæt involvering af kunde, brugere, udviklere etc. Det er meget sjældent stor modstand/krise… blandt de, som er involverede. Men uanset hvor inkluderende et projekt er, er der altid nogen, som er udenfor, og de er efter min erfaring derfra modstanden kommer…. hvor den brændende platform, visionen osv. ikke er stærk nok til at overgå det “personlige tab”.
Men jeg tror på at skal vi indfri Ejnars ambition, kræver det involvering. De fleste af os vil gerne forandre, men knap så gerne forandres.