feb

Alle typer kan bidrage til forandring!

Jeg hører ofte udtrykt, at nogle mennesker bare ikke er gode til forandringer. Det er en myte, som jeg godt kunne tænke mig at stille spørgsmålstegn ved. Ingen tvivl om at nogle personer elsker forandringer mere end andre. Nogle har det i blodet og kaster sig glad over alt nyt, bare fordi det er nyt. Men når vi taler forandringer i virksomhedsregi, så har vi faktisk brug for alle typer medarbejdere.

Ifølge typeværktøjet MBTI/JTI, der bygger på Jungs arketyper, inddeles vi i 16 grundlæggende personlighedstyper. Disse 16 kan grupperes i 4 temperamenter, som hver har nogle fælles karakteristika, hvad angår forandringer. De såkaldt ekstroverte intuitive typer (EN) er dem, man ofte ser som forandringsagenter. De er kanon gode til at tænke visionært og sælge deres ideer til andre mennesker. Det er dem, vi taler om som forandringsparate. Men ofte kommer de virkelig visionære ideer fra de introverte intuitive typer (IN). De fører sig ikke frem på samme måde, men hvis virksomhedens innovations- og dialogprocesser tilrettelægges, så de inddrages, har de rigtig meget at byde på. De ekstroverte sansende typer (ES) sikrer, at resultaterne skabes, når først ideerne er på bordet. De samarbejder med andre om at gøre tingene konkrete og virkelige. Endelig er der de introverte sansetyper, som desværre ofte får prædikatet forandringstvære. Det er synd - ikke bare for dem, men også for virksomheden, for det er ofte dem, som sikrer, at der skabes kontinuitet i arbejdet, det bedste fra fortiden tages med og at tingene bliver ordentlig forankret.

Som forandringsleder finder jeg det væsentlig, at udvise respekt for alle personlighedstyper og tilrettelægge en forandringsproces, som sørger for at inddrage alles kompetencer til gavn for bade medarbejdere og virksomhedens bundlinje.

Ikke kategoriseret, Indlæg

Kommentarer

  1. Søren, posility d. 22. februar 2009 kl. 14:53

    Vil du ikke prøve at give et helt konkret eksempel på, hvordan en forandringsproces kan tilrettelægges for, at der tages hensyn til alle typerne?

  2. Monica, Acquiro d. 23. februar 2009 kl. 09:47

    Det handler bl.a. om at bruge folk til det, de er gode til, på det relevante tidspunkt i forandringsprocessen.

    IN’erne og EN’erne er gode til de indledende visionsworkshop og til at føde ideerne. EN’erne og ES’erne i kombination er ofte gode som ildsjæle - de vil gerne engagere og inddrage andre og kan i fællesskab både kommunikere det store billede (N’erne) og den konkrete vej (S’erne). ESJ’erne og ISJ’erne er gode til den konkrete planlægning og til at lave “realitycheck”. IS’erne er gode til at få tingene forankret og kan også sørge for, at vi får det bedste af det gamle med.

  3. Hanne Eriksen d. 04. marts 2009 kl. 18:07

    Jeg er fuldstændig enig med dig Monica. Min erfaring er også at alle medarbejdere - i organisationen eller afdelingen, eller hvad der nu er genstand for forandring - skal bringes i spil i en forandringsproces.

    Jeg søger altid at tilrettelægge aktiviteter og processer således, at jeg får alles røst hørt i processen - simpelthen for at sikre samhørighed. MBTI er et rigtig godt redskab for mig, når jeg planlægger processerne - som input til hvilke konkrete øvelser jeg skal bringe i anvendelse. Jeg ser det som et stort aktiv at have alle forskellige typer med i en forandringsproces - og arbejde respektfuldt med alles styrker og svagheder.

 

Skriv en kommentar