apr

Fem Tanker For Fremtiden

De fleste har efterhånden stiftet bekendsskab med Howard Gardners tanker om de mange intelligenser, og de fleste har vel også erkendt, at man kan være klog uden nødvendigvis at kunne blive medlem af Mensa. I hvertfald hvis du agerer som forandringsleder, vil du vide, at du i høj grad bruger mange andre evner end de logiske.

Senest (dvs. 2007, men jeg har først fået den læst nu) har han skrevet om fem tankegange, som han mener, vi skal beherske for bedre at kunne begå os i nutiden og fremtiden. Fem måder at tænke på, som skal være integreret i den enkelte, i uddannelsessystemet, på arbejdspladserne osv.

Et meget, meget ambitiøst projekt, som lykkes meget langt hen ad vejen. Men hvad har det med forandringsledelse af gøre? Faktisk ret meget synes jeg.

Howard Gardner er ikke ude i med et forandringsbudskab som sådan - hans budskab er meget mere generelt, men jeg synes, der er flere spændende forandringsperskektiver. For det første tror jeg, at de fem tankegange i sig selv kan bringe nye dimensioner ind i det at gennemføre en forandring. De 5 tankegange er:

  • Den disciplinerede: Beherskelsen af akademisk disciplin og fagområde.
  • Den syntetiske: Udvælgelsen og sammensætningen af centrale oplysninger.
  • Den kreative: De 2 ovenstående udformet i spørgsmål og/eller løsninger, der udvider grænserne.
  • Den respektfulde: Forståelse, ren tolerance og konstruktiv reaktion overfor anderledes tænkende.
  • Den etiske: Udfylde sin rolle på en god, relevant og ansvarlig måde.

Jeg mener, det kan være givtigt at overveje, om de fem tankegange er repræsenteret i forandringsprojeket, og om de er balanceret i forhold til hinanden. Er vores løsninger funderet i reel viden, samler de den viden på en forståelig og overskuelig måde og er løsningerne nyskabende? Viderebringer vi dem på en respektfuld måde og gør vi det i overenstemmelse med egne og virksomhedens værdier?

Gardner udfolder disse tankegange i hovedparten af bogen, så der er meget mere dybde at hente der end i denne korte anmeldelse. For forandringslederen er det dog måske de sidste 8 sider, der er de mest interessante, fordi Gardner filosoferer over, hvordan man implementerer hans tankesæt i praksis.

Overvejelserne omkring modstand vil du nok nikke genkendende til, mens jeg synes, at hans overvejelser omkring rækkefølgen af at udvikle tankegangene er uhyre interessant. Jeg synes, det lykkes ham på meget få sider at gøre rede for, at de fem tankegange skal udvikles i en balance - ikke en ad gangen.

Det svarer meget godt til min opfattelse af at gennemføre store komplekse forandringer: Der er heller ikke én rækkefølge, men mange ting, der udvikler sig samtidig og i interaktion med hinanden. Nogle ting udvikler sig selvfølgelig mere på bestemte tidspunkter end andre, men den samlede forandring er hele tiden i bevægelse. Det kan selvfølgelig være sværere end at tage en ting ad gangen, men også langt mere meningsgivende, og fremfor alt giver det bedre resultater, når det lykkes.

Jeg har tidligere skrevet om adrætte forandringer, som en måde at håndtere komplekse forandringer på, og det vil uddybe, hvad Gardner har skrevet i denne anbefalelsesværdige bog.

Læs mere om adrætte forandringer her.

Boganmeldelse, Indlæg

 

Skriv en kommentar